2014 – sæsonoptakt


Så er vi her igen! En ny sæson venter i Mesterrækken, og det bliver formentlig den sværeste hidtil.

FC Komfort havde en aldeles godkendt sæson i jubilæumsåret 2013.

Det lugtede af medaljer ved sommerpausen, men skader og formkrise i det tidligere efterår kostede dyrt. Heldigvis fik vi skuden på ret kurs og kan godt være stolte af en fin slutspurt, der gjorde at Komfort endte på 4. pladsen lige efter de andre oprykkere fra Stripes på 3. pladsen, de rutinerede ræve fra Pokkers på 2. pladsen og så det absolutte tophold Inter på 1. pladsen. Internationale var virkelig i en klasse for sig i sæsonen og scorede bl.a. +100 mål i en imponerende stribe af sejre.

På grund af afbud fra medaljeholdene fik Komfort endda muligheden for at komme med til DM. En helt igennem spøjs turnering hvor 4 hold spillede 3 hele fulde kampe i træk med en trup der kun måtte indeholde i alt 10 spillere. Det havde ikke meget sportslig værdi, og det er ikke bare fordi vi endte på en fesen 3. plads ud af 4. DAI har lovet at ændre DM-strukturen i denne sæson.

Om vi så kommer til at få glæde af den ændring er et åbent spørgsmål.

KIKOBU (som blev helt igennem fejlspået en topplacering på denne side sidste forår) er rykket ned sammen med skadesramte Amar Nationale og det nu opløste Nordbro, som trak sig i løbet af sæsonen.

I stedet prydes mesterrækken af oprykkerholdene FC Kogle, Løgpose FC og YU-98, som ikke vinder nogle pokaler for holdnavn, men ser ud til at være klart stærkere end dem der rykkede ned. Det lykkedes lige akkurat ikke FC Gaulois at rykke op pga. et kontroversielt nederlag i næstsidste runde, og i stedet fastholdt Kogle 2. pladsen. Gaulois lignede ellers det stærkeste af alle A-række hold, men de kom for sent i gang med pointhøsten. De er dog nok at finde i mesterrækken næste år.

Det håber jeg bestemt også Komfort er, men det bliver sværere end sidste år. Dette er den stærkeste mesterrække i nyere tid, og jeg skal her komme med et frisk bud på hvordan ligaen kommer til at forløbe.

Pas på oprykkerne!

Vi kender det fra vores egen første sæson: man kommer blæsende op fra de nedre rækker med en selvtillid der rager højere op end Kløvermarkens hegn. Samtidigt er der en vis ærefrygt – “Novra! Mesterrækken!” – som tilsammen giver de nye hold et rigtig godt fundament i en sport hvor man aldrig må undervurdere modstanderen.

Af de tre oprykkere er Løgpose det stærkeste mandskab. Vi har mødt alle 3 i nyere tid, og selvom der er tale om teknisk gode  mandskaber har Løgpose for mig at se den rette blanding af taktisk struktur, fysik og dygtige afsluttere. Jeg spår dem at slutte højest af de nye, og måske endda højere end alle os andre.

FC Kogle plejer et lillebroder-kompleks i forhold til os, som vi har fuldt i sinde at forlænge i løbet af sæsonen. Et offensivt indstillet hold med mange målscorer-typer, men også med anlæg for delvis naiv opdækning. Jeg spår nu også dem en sikker debut-sæson båret frem af oprykkerens tro på egne evner. De vil dog som udgangspunkt ikke være favoritter i 2/3 af kampene.

YU-98 er en spændende størrelse. Sidste gang vi mødte dem vandt vi 9-0 og de lå et par point fra nedrykning til B-rækken. Siden er de gamle Balkan-drenge kommet til fode igen, og der MÅ være tale om 3-4 væsentlige forstærkninger siden vi så dem sidst. I forvejen havde de dog en forrygende dygtig spiller, som sagtens kan blive en profil i rækken, mens resten af de gamle hold netop var gamle og vægtede en dyb defensiv krydret med kontraløb.

Vi møder Yugo i vores allerførste kamp hvilket ikke er optimalt da vi gerne lige ville have scoutet den nye opstilling inden.

Inter er favoritter igen!

Det kan ikke være anderledes. Efter den magtdemonstration som 2013 var for Internationale er det umuligt at pege på en anden og større favorit end dem. Et superskarpt hold som ikke har nogle dårlige spillere men til gengæld har 3 af de allerbedste. De vendte vrangen ud på os i forårets kamp og der var reelt klasseforskel på dem og alle andre i løbet af sæsonen. De er tidligere snublet i egne gummiben, men det skete ikke sidste år. Det er et hold der både kan presse højt og spille det skarpeste kontraspil. Og så har de nok samlet set de bedste afsluttere i rækken. Ført an af det tvivlsomme bekendtskab Betjenten, der nok aldrig nogensinde vinder humørbamsen, er det et hold som straffer de mindste opspilsfejl og åbninger. Det ser ikke altid ud som om Inter nyder at spille fodbold, eller i hvert fald med hinanden, og hvis man lavede en film om Mesterrækken – Dodgeball-style – ville det være holdet med Ben Stiller på.

Pokkers endte igen helt i toppen. Og bør også regnes for et tophold i år. De er det mest vindende mandskab i nyere tid, og et hold jeg synes man kan lære meget af. Helheden er langt større end de enkelte dele, og deres vanvittige rutine gør at de stort set altid holder sig inde i kampen og ved præcis hvornår de skal slå til. Vi havde to vidt forskellige opgør mod dem. Men som regel ligger de faktisk okay til os, så jeg håber vi kan gøre rent bord denne gang og endelig sluttere højere end dem i det endelige regnskab. Såvidt vides har Pokkers fået et par nye spillere, så det er spændende at se om de har forstærket sig i bredden eller om der er tale om deciderede profiler.

På en god dag…

Man kan sagtens tabe til alle hold i rækken på en dårlig dag. På en god dag kan man så også slå de fleste (måske undtagen Inter).

Stripes, Calcio og FC ØZ er tre af rækkens kvalitetshold som vi bør forvente tætte kampe mod. Vi tabte 2 ud af 2 til ØZ (3 ud af 3 hvis man tæller DM med), vandt en og tabte en mod Stripes og fik sejr + uafgjort mod Calcio.

Det er stærke hold uden rigtigt svage punkter. Calcio og Stripes rykkede op sidste år ligesom os selv, og det gik som bekendt bedst for Stripes der sluttede som 3’er men undervejs lå og flirtede lidt med 1. pladsen. Calcio havde en stærk stribe af sejre i midten af sæsonen, men løb ind i et par skader der ødelagde deres efterår. FC ØZ er et hold som vi af en eller anden grund blev ved med at undervurdere. Det sker sikkert igen.

Jeg regner med spændende opgør mod alle tre hold, som også alle har muligheden for topplaceringer med den rette portion held undervejs. Vi kender dem ret godt, så det bliver i nogen grad også en taktisk kamp om de små fordele. Og det ser jeg frem til!

Derudover tæller rækken FC Island, Dendermonde og de gamle kendinge fra Danseskolen. Det er hold der baseret på seneste sæson formentlig har lidt mere beskedne ambitioner. Således endte de alle i den tungere ende. Island, som er tidligere mestre, er afhængige af at der kommer en ny ladning islandske studerende med fodboldtalent forbi København. I det tilfælde kan de blive totalt giftige. Men de har også brug for at forstærke sig efter en sæson der meget vel kunne være endt med nedrykning.

Dendermonde søgte også mod bunden efter en ellers fin start på ligaen. Det lignede faktisk et hold i opløsning i et par af efterårets kampe, så også her bliver det spændende at se om man har fået genopbygget stammen på holdet.

Danseskolen, som også har et par titler i skabet, leverede præcis det der skulle til, og var aldrig rigtigt i fare for nedrykning – blandt andet pga, en meriterende 4-3 sejr over Internationale. Et meget højt og meget fysisk indstillet hold, som altid har ligget rigtig godt til os. Vi bider for tiden skeer med dem i Pokkers Cup og kan her blive lidt klogere på evt. forstærkninger.

Og så der jo os selv.

Kan vi overgå vores hidtil bedste sæson? Målsætningen er foreløbig en plads i Top 6 – og meget gerne at slutte over Calcio (du skylder vist en frokost, Victor!).

Min frygt er at vi tager for let på tingene – i hvert fald indledningsvist – fordi vi af en eller anden grund glemmer at vi skal kæmpe for det i hver eneste kamp.

En anden bekymring er skader, som vi lige nu har en del af, og som slog meget af vores efterårssæson i stykker.

Ellers er truppen stort set uændret, og i stærkeste opstilling vil jeg mene vi bliver en mundfuld for hvert og ét af de andre hold i rækken.

Her er mit bud på SÆSONEN 2014:

1. FC Internationale

2. Løgpose FC

3. Stripes

4. FC Komfort

5. Pokkers

6. FC ØZ

7. Calcio

8. FC Kogle

9. Island

10. Danseskolen

11. YU-98

12. Dendermonde

 

Det er jo aldeles frækt at gætte så præcist, og det er selvfølgelig med gigantiske forbehold (er YU-98 virkelig blevet forstærkede burde de ikke slutte der, og alle placeringer fra 2-8 kan mere eller mindre byttes rundt).

Med ønsket om en spændende sæson til alle vore konkurrenter og en fremragende én til os selv.

Forza Komfort!

 

TK

Pressemeddelelser

Skriv kommentar