BK Kaw vs FC Komfort


Kriseramte FC Komfort stod torsdag over for en svær opgave imod ligeledes sejrshungrende BK Kaw. TK, der fjernkontrollerede opstillingen fra sygesengen, havde for første gang i lang tid et komplet mandskab til rådighed. Dog var Beck, holdets formstærkeste spiller, også syg og dermed ukampdygtig

 

Det gjorde kombinationsmulighederne i bagerste geled dårlige. Pierog og Pawel blev udpeget til forsvarsværk med besked om fra start at stå ekstra fast, når det forventede nordjyske artilleri ville sætte ind ved standarder.  Vi vidste, at Kaws omhyggelighed ved hjørnespark og indkast ville være de største trusler, så det gjaldt om at være klar.

 

Kampens første kvarter forløb nogenlunde for Komforts vedkommende. Bolden blev brugt til at sende de rødklædte på løbetur rundt i skålen, mens det kneb med chancerne.  Så initiativet skred i nogen grad over til Kaw, der dog havde samme besvær med at udsætte målet for noget kvalificeret. Et par indkast og nogle vel optimistiske forsøg fra distancen var ikke nok til et mål.

 

Lidt teknisk knas i back-kæden gav efter 20 minutter Komforts vikarierende træner lyst til at sætte Norsk ned i forsvaret – og Pawel ud på bænken for at finde sine fødder.

 

Det gav umiddelbart pote.

 

I hvert fald kunne Komfort-lejren glæde sig over føringsmålet, da Norsk markerede sig med halvlegens eneste farlige afslutning. Hans fine firsttimer betød 1-0 ved pause, efter en halvleg, hvor ingen af holdene havde vist topniveau. Eller toppen af deres niveau.

 

I pausen blev der endnu engang henstillet til at være snu, når Kaw formentlig ville kaste, puffe og sparke læderet endnu længere ind i boksen.   Man vidste især, at Sahner er stærk og sej og slider for tyve jyske plove.

 

Det fik Norsk at mærke i et tilbageløb, da Kaw-anføreren fik kinddanset vores back ud langs sidelinjen, så en anden angribende Kaw-spiller kunne få plads til at føre bolden frem. Fløjten tavs i modsætning til Norsk.

 

Sådan er fodbold. Kaw havde ganske klart lagt et par kilo gryn mere i trillebøren fra anden halvlegs start – og de sympatiske karle søgte nu målet i et noget mere kompetent omfang. Men endnu uden de helt oplagte tilbud. Det gav samtidig plads den anden vej, hvor Komfort lurede på kontraer.

 

2-0 var derfor ikke uden forklaring. Et godt fremstød bygget op af mange gode fødder ender hos Norsk, der fint trækker en Kaw-spiller til siden med en skudfinte og sender kuglen  sikkert i nettet.  Flot mål, der blev fejret med et kækt lille halvfemserhop af forsvarsspilleren.

 

Nu skulle man tro, at kampen var lukket. Men målet satte faktisk Kaw i gang. Flere gode takter var tæt på at give en reducering, men Nicolai diskede op med sikre indgreb. Men de kom godt nok tættere på, Kaw.

 

Reduceringen kom – selvfølgelig – efter en standard i højre side. En kavalkade af kiksede berøringer og en nedtagning (med hånden?) endte med en Erik Bo/Inzaghi-eksekvering ved bagerste stolpe. Symptomatisk for de foregående minutter, men frustrerende for især Komforts-træner, at det skete ved en klammert af  en standard.

 

Nu skulle Komfort i stedet forsvare resten af kampen, der ved 2-0 syntes totalt under kontrol. Det blev til adskillige minutters forkrampet los ud af forsvars-zonen. Samtidig havde Kaw et par nærgående forsøg. Specielt en halvflugter udefra havde haft bedre muligheder mod en dårligere målmand. Men Nicolai tog med hænder i den fase, og tak for det.

 

Komfort spillede uklogt de sidste 8 minutter, hvor ellers gode muligheder druknede i dårlige beslutninger. Den bajerdrikkende assistenttræner måtte bande et par gange over, at sjuskede angreb førte til kontrachancer til Kaw. Heldigvis sandede de til i det rene ingenting.

 

Spændingen fortsatte derfor langt ind i kampen, indtil Frederick med kampens tredje flotte mål afgør kampen. Et hårdt hak op i krogen fra nært hold efter en assist fra anfører Patrick, der flot slentrer bolden op til feltets kant.

 

3-1 efter en urolig kamp, hvor færdigheder i afslutningerne blev afgørende. Komfort skulle bruge færre chancer end normalt, og det er jo opløftende i en tid, hvor nedrykningsstregen er et fast pejlemærke.

 

Tak for kampen til Kaw.

Kampreferater

Skriv kommentar