En trio af tristesse


Nordstjernen – FC Komfort 2-2 (0-1)

Et fortjent pokalexit til Danseskolen og den bizarre 6 mod 7 “kamp” mod Løgposen havde stoppet ethvert momentum, og Komfort kunne mærke presset mod rækkens bundprop, Nordstjernen.

En intens, men helt fair spillet kamp endte 2-2. Nordstjernen stillede bedre op end i foråret (hvor Komfort vandt 4-0). De havde et par store chancer i kampens indledning, som de burde have fået mere ud af. Men det lykkes Komfort at få et overtag i spillet og vi kom på 1-0.

Det blev 1-1 efter lidt af et kludemål hvor Nordstjernen lagde et højt fysisk pres omkring feltet.

Nordstjernen var generelt gode i deres angrebsspil, men ret sårbare i defensiven.

Det udnyttede vi 5 minutter før tid i et vel-eksekveret kontrangreb hvor Pirgo spiller Teis fri til scoring.

Det burde have været sejrsmålet, men kort før tid lykkedes det alligevel Nordstjernen at score på en løs bold i feltet.

Kampen var primært skæmmet af en grim skade til Piotr som opholdt spillet i 20 minutter. Han blev fældet lige udenfor feltet i en ellers oplagt scoringsposition. Det kostede en knæskade, og vi fik ikke udnyttet frisparket til den 2-0n scoring der ellers lå i luften.

Uden Piotr, og dermed uden indskiftningsmuligheder, blev anden halvleg en kamp om overlevelse. På den baggrund et okay resultat, men man må sige at sejren var indenfor rækkevidde indtil skaden.

Danseskolen – FC Komfort 0-3

Komfort leverede en bedre indsats end i pokalkvartfinalen mod samme modstander.

Vi lod Danseskolen komme langt frem, men afviste dem fint. Dog havde de høje Dansere et par farlige hovedstød efter hjørne i kampens første kvarter. Men vi lod generelt til at være i kontrol.

Så skete der det at de scorede på en foræring der var så mystisk at den ikke kan forklares på skrift.

Vi kom dog fint tilbage og scorede et lækkert mål til 1-1.

De scorede et ulækkert mål til 1-2.

Men efter kampen viste det sig at Danseskolen havde brugt ulovlige licenser, og blev fældet af DAIs navnetjek.

Dermed endte det med en tiltrængt 3-0 sejr til Komfort.

FC Komfort – Calcio Superiore 1-2 (0-1)

Vi må vist hellere give en undskyldning til rækkens øvrige hold. Vi ved I havde håbet vi kunne give Calcio det fortjente dødsstød og sende dem mod de evige sovebyer.

Desværre er Komfort virkelig dårligt spillende for tiden. Så selv Calcio, som vi ellers historisk har krammet på, kan slå os i den nuværende form.

Det var en ringe spillet kamp mellem rækkens to nok mest formsvage mandskaber. Calcio havde trukket Gamborg af stalden. Han tabte samtlige fysisk dueller mod Pawel, men vandt den psykologiske. Ved stillingen 1-1 modtog Pawel gult kort for at kalde modstanderens nr. 12 “idiot”. Det må man jo ikke, så det var dumt. I de fem minutters undertal tippede balancen i en uskøn og chancefattig kamp. Det var en kamp hvor begge hold virkede meget nervøse i eget felt, og umiddelbart efter udvisningen var Komfort meget ude af balance. Det drog Calcio fordel af og fik skøjtet bolden i nettet efter noget klumpspil.

Lidt senere havde vi bolden på undersiden af overliggeren, men tættere på udligning kom vi ikke.

Komfort skal til at tage sig gevaldigt sammen hvis det skal blive til en sæson mere i Mesterrækken. Når man kan tabe til et Calcio-hold i den forfatning kan man virkelig tabe til alle.

 

Kampreferater

Skriv kommentar